Dataetisk Råd med nye anbefalinger om AI i sundhed

Publiceret 18-06-2025

Med fire konkrete anbefalinger sætter en ny rapport fra Dataetisk Råd fokus på, hvordan kunstig intelligens kan bruges ansvarligt og dataetisk forsvarligt i sundheds- og velfærdssektoren.

Kunstig intelligens spiller en stigende rolle i sundheds- og velfærdssektoren. Teknologien rummer store potentialer, men også dataetiske dilemmaer, når den fletter sig ind i beslutninger, behandling og borgerkontakt.

I en ny rapport sætter Dataetisk Råd fokus på de dataetiske refleksioner, som bør følge med den teknologiske udvikling: Hvem gavner teknologien? Hvem bærer ansvaret? Og hvordan bevarer vi tillid og værdighed i et sundhedsvæsen, der i stigende grad styres af data og algoritmer?

“AI spiller allerede en voksende rolle i sundhedsvæsenet, og det rejser nye spørgsmål om ansvar og gennemsigtighed. Med denne rapport ønsker vi at undersøge, hvordan teknologien mødes i praksis. Vores mål er ikke at vurdere teknologien, men at skabe grundlag for, at den bruges med omtanke og respekt for sundhedsvæsenets værdier,” siger Johan Busse, formand for Dataetisk Råd.

Rapporten er første del af et todelt projekt. Den bygger på erfaringer fra praksis, faglige dialoger og et dataetisk symposium, og identificerer ni centrale fund samt seks dataetiske principper. På baggrund heraf kommer rådet med fire anbefalinger til ansvarlig brug af AI i sundheds- og velfærdsteknologier:

Anbefaling 1: AI skal gøre gavn
AI bør kun anvendes i sundheds- og velfærdssektoren, hvis løsningen kan forventes at skabe reel gavn for patienter, borgere og/eller fagprofessionelle.

Anbefaling 2: AI skal udvikles med inddragelse
AI-løsninger i sundheds- og velfærdssektoren bør udvikles og implementeres med inddragelse af alle relevante aktører.

Anbefaling 3: AI skal kunne forklares
AI-løsninger bør kun anvendes i sundheds- og velfærdssektoren, hvis de kan – og bliver – forklaret på en måde, der er meningsfuld for de aktører, der bliver berørt af teknologien.

Anbefaling 4: Der skal sikres enkel adgang til rådgivning om AI
Der bør etableres fælles rammer for viden, samarbejde og støtte til udviklingen, anvendelsen og udbredelsen af AI-løsninger indenfor sundheds- og velfærdsområdet.

Du kan læse rapporten her