Martin har siden 2011 været direktør i tre store danske kommuner, senest som direktør for Børn og Unge i Aarhus Kommune, indtil han i juni 2022 tiltrådte stillingen som stadsdirektør i Aarhus Kommune.
”Vi står overfor nogle store udfordringer i vores samfund. De demokratiske processer og den velfærdsmodel, vi har bygget over de sidste mange år, er ikke længere i topform. Gabet mellem borgernes forventninger og den velfærd vi som kommuner er i stand til at levere, er stigende. Der er i stigende grad behov for at finde nye løsninger på noget af det, som vi ikke kender svarene på”.
Martin var i perioden 2020 til 2023 medlem af tænketanken ”Teknologi for velfærd” med det formål at skabe opmærksomhed omkring særligt etiske, teknologiske og juridiske udfordringer og dilemmaer samt understøtte øget politisk debat om anvendelse af data og teknologi.
Siden begyndelsen af 2025 har Martin desuden været medlem af Ekspertgruppen under den nationale Digitale Taskforce for kunstig intelligens, og skal i den forbindelse give strategisk og faglig sparring samt understøtte et højt ambitionsniveau i arbejdet for udnyttelse af kunstig intelligens i den danske offentlige sektor.
Martin besidder desuden en række bestyrelsesposter i bl.a. The Link og Water Valley Denmark samt er fungerende næstformand i Security Tech Space, som hjælper danske offentlige og private virksomheder med at nå de høje ambitioner for cybersikkerhed.